Torp hundeskov

Torp Hundeskov finder du på Golfbanevej, 6200 Aabenraa og er omkranset af Torp Plantager. Der er parkeringspladser lige op ad hundeskoven. Hundeskoven er placeret lige op ad Sønderjyske Golfklub i Uge. Torp Hundeskov er helt ny og blev etableret i februar 2019. Hele hundeskoven er indhegnet.

Torp Hundeskov er et dejligt sted at gå tur med sin hund. Der er ca. 10 hektar at boltre sig på, og din hund må løbe frit, man skal være under fuld kontrol. Der er etableret fine stisystemer på kryds og tværs igennem hundeskoven. Den ene side af området er et engstykke, hvor buske og træer ikke er vokset op endnu, og du har et godt udsyn. Den anden side af området er skove og buske, hvor du kan få følesen af at være alene med din hund, selvom der kan være andre på besøg også. Da området er indhegnet er der heller ingen vilde dyr i indhegningen, men der er stadigvæk mange gode dufte i luften, da hele området er omkranset af Torp Plantage, hvor der findes mange vilde dyr.

Der er tre låger ind i hundeskoven, hvilket gør, at du hurtigt kan komme ind og ud af hundeskoven, hvis du føler, der er for mange andre besøgende eller lignende. Fra lågerne kan du gå direkte videre i Torp Plantager, som er rigtige dejlige, men her skal din hund holdes i snor.

Der er ikke rindende vand i hundeskoven, men de besøgende i skoven er rigtig søde til at medbringe vand til en fastspændt vandskål lige ved indgangen. Her sørger alle for altid at fylde de flasker som står på pladsen op med frisk nyt vand til de næste besøgende.

God gåtur!

 

 

 

Find også Vores Hund her:

Luk menu