Dogparkour

Dogparkour er et udtryk lånt fra begrebet ”Parkour”, hvor mennesker laver vilde (film)stunts ude i offentligheden. Ved Dogparkour er formålet ikke at lave vilde filmstunts, men derimod at anvende materialer, faciliteter og hvad der ellers er til rådighed i naturen, offentligheden og samfundet til dogparkour. Hovedformålet er selvfølgelig at have det sjovt med din hund ude på gåturen, men en af sidegevinsterne er, at din hund bliver mere kropsbevidst samt får fornemmelsen af, hvor den sætter sine poter, får styrket sin muskulatur og samtidig øget opmærksomhed på dig, da du gør gåturen sjovere.

Som du kan se i videoen, så vises der flere forskellige måder at få din hund til at udføre forskellige bevægelser, som i denne sammenhæng betegnes som ”Dogparkour”. Dogparkour kan være udført på mange andre måder end dem, der er vist i videoen – dette er bare et udsnit, så du kan blive inspireret. I USA er det en hundesportsgren, som man kan gå til prøver i, og for at læse mere om det, og få endnu mere inspiration til øvelser, så tag et kig på dogparkour.org og All Dogs Parkour.

Nederst her på siden har vi lavet en lille video med lidt Dogparkour. Vi håber det kan være til lidt inspiration, følgende tricks er vist i videoen:

Balancere på objekt

Få din hund til at hoppe op på objektet og gåfremad sammen med hunden. Her i videoen er det en træstamme, men det kan også være en lav mur eller en lang bænk eller lignende – kun fantasien sætter grænser.Her er det vigtigt det er man ikke løfter hunden op, så den føler sig presset – det skal være på hundens præmisser. Husk endelig at belønne hunden rigeligt og accepterer, hvis det går langsomt eller din hund endnu ikke tør gå afsted, men helst bare vil stå stille, er helt okay. Forsøg helst ikke at lokke den fremad med godbidder, da din hund ikke skal stilles i et dilemma, hvor den skal undertrykke sin utryghed til fordel for lysten til en godbid. Ikke alle hunde er fortrolige med at balancere på ting, så giv din hund masser af tid, ros og belønninger for at balancere på træstammen.

På mange legepladser findes der også træstammer som bevæger sig. Det er endnu en sværhedsgrad, man kan bygge på, når ens hund er fortrolig med en stillestående træstammer.

Hoppe op på en genstand

Her beder du din hund om at hoppe op på noget. Husk at vælge noget, hvor der er rigelig plads til hunden til at starte med. Hvis den ikke er så erfaren med at hoppe op på ting, så er dens balance- og koordinationsevne endnu ikke så øvet. Samtidig skal man være opmærksom på, at man ikke beder hunden om at hoppe højere end, hvad den føler, den kan magte. Din hund må ikke få en dårlig oplevelse, med ikke at kunne hoppe op på en genstand eller falder ned. Ligesom beskrevet ovenfor så undgå helst lokning. Er der langt ned eller glat, så løft gerne hunden ned på jorden igen, især hvis det er en ældre hund, eller en hvalp/unghund. Vær i det hele taget opmærksom på at undgå overbelastning af hundens led og knogler og vær forsigtig så hunden ikke kommer galt afsted.

Når din hund er fortrolig med det at hoppe op på ting, kan du langsomt øge sværhedsgraden med, at den skal hoppe op steder, som er mindre og mindre, så du stiller større krav til dens balance- og koordinationsevne.

Som en ekstra sværhedsgrad, når din hund er fortrolig med at hoppe op på ting, er, at bede den om at sitte, dække eller stå – dvs. lave stillingsskifte på genstanden. Dels træner man hundens coremuskulatur i stillingsskiftene og samtidig træner man dens kropsbevidsthed, da den skal sørge for, at den balancerer og ikke falde ned.  Du kan også få den til at dreje rundt om sig selv.

Bakke op ad noget

Når din hund skal bakke op ad noget, så kræver det, at den har en god forståelse for, hvor den sætter sine bagben. Nogle hunde har lettere ved bagpartskontrol end andre. Uanset hvad, er bagpartskontrol noget, man skal træne med sin hund løbende. En af de måder, man kan træne bagpartskontrol på, er ved elefantøvelsen, hvor hunden står med forbenene på en balje og bevæger bagparten rundt om baljen, som en cirkuselefant. (en video af denne øvelse er under udarbejdelse) eller brug af en plade, et såkaldt target, hvor hunden lærer at bakke hen og stå på targetpladen med bagbenene.

At bakke op på noget er en øvelse, hvor man bygger videre på selve det at bakke, og det er derfor en af de mere avancerede former for dogparkour.

Vi gennemgår ikke fremgangsmåden for at indlære det i denne artikel, men vil vende tilbage til emnet på et senere tidspunkt. Men der findes en del gode youtube videoer om at lære hunden at bakke, og mange forskellige måder at lære den at bakke på, fx her og at bakke op ad noget fx her

Løbe omkring noget

Du kan få din hund til at løbe omkring noget – en lygtepæl, træstammer etc. Kun fantasien sætter grænser. Det er også en god måde at få lidt fart og begejstring ind, da du kan opmuntre hunden til at løbe endnu stærkere tilbage mod dig ved at ”huje” på hunden.

Hoppe over noget

Mange hunde kan godt lide at springe over noget, og derfor kan du benytte flere forskellige genstande, som din hund kan hoppe over. Det vigtigste er bare, at du aldrig beder din hund om at hoppe over noget, som er farligt eller den fysisk ikke kan overkomme. Altid sæt din hund op til succes – og hvis du er i tvivl, om den vil opnå succes, så er dit kriterie med stor sandsynlighed for højt.

Dette var fem gode eksempler på dogparkourøvelser du kan lave på gåturen med din hund. Kun din fantasi sætter grænser. Det vigtigste er bare, at du ikke overskrider din hunds grænser og beder den om mere, end hvad den fysisk eller psykisk kan overkomme. Ting tager tid, og desto mere tid du giver din hund til at blive fortrolig med situationen, desto hurtigere vil du faktisk nå målet.

Husk: Inden man giver dig ud i DogParkour er det væsentligt at hunden er fysisk ovenpå, så er du i tvivl så snak altid med dyrlægen inden da. Vi fraråder at hunde under 1 år udføre de ovenstående ting, da deres kroppe stadig er under udvikling, hvorfor skader nemt kan forekomme. Husk at alt træ er glat i vintermånederne, så pas på at jeres hunde ikke glider.

 

Find også Vores Hund her:

Luk menu