Sommer

Hund i sommervarmen

En varm sommer kan være hård for både mennesker og hunde. Hunde kan ikke køle sig ned ved at svede, ligesom os mennesker, da de har kun svedkirtler på poterne, så de kommer af med overskudsvarme ved at halse.

Hunde er i større risiko for at dehydrere, så derfor skal du sørge for masser af friskt vand til den. Mange vil opleve, at deres hunde er mere energiforladte på en varm sommerdag, og det bedste er også at lade hunden bestemme tempoet, og undgå hård motion som løb, cykling og agility for at undgå, at hunden ikke overopheder.

Problemet med sommervarmen kan løses med gåture om morgenen og aftenen, og gøre det så kort som muligt midt på dagen. Hvis hunden skal gå på asfalt i dagtimerne, så hold øje med temperaturen på vejbelægningen. Hvis du brænder fødderne af at gå uden sko, gør din hund det også. Et andet trick til at afprøve, om asfalten er for varm er at sætte sine hænder ned på asfalten, og hvis du ikke kan holde ud at holde hænderne på asfalten, der er i 10 sekunder, så er asfalten for varm for din hund. I så fald skal du undgå at gå tur på asfalt, og gå i skyggen eller overvej beskyttelsessko til din hund.

Derudover skal du passe meget på med at lade hunden sidde i bilen på varme dage. Det omtales hvert år, men der er grund til at gentage det, for der sker desværre ulykkestilfælde med hunde i varme biler år efter år. Der bliver lynhurtigt over 30 grader, også selvom bilen holder i skyggen, og det bliver i løbet af kort tid livstruende for hunden at sidde i den temperatur. Så lad ikke hunden sidde i bilen, også selvom du bare lige skal et smut ind og handle, og det kun tager få minutter – det er tid nok til, at uheldet kan ske. Jægernes Magasin har lavet en oversigt over, hvor varm bilen er for hunden, kontra hvad temperaturen er udenfor:

KlokkesletTemperatur udeVejrTemperatur i bilen
08.3014 graderSkygge19 grader
09.3018 graderSkygge38 grader
10.3020 graderSkygget/Sol47 grader
11.1020 graderSol57 grader
12.0023 graderSol62 grader
13.3022 graderSol85 grader

For at læse nærmere omkring oversigten, tryk HER.

Hvis du har en hund, der elsker at svømme, så kan du tage hyppige ture til stranden. Husk, at hvis der er blå flag ved stranden, må hunden ikke bade der. Heldigvis findes der masser af steder, hvor hundene gerne må komme. Hunde skal være i snor på stranden fra 1. april til 30. september, så benyt fx en lang sporline, hvis hunden skal bade.

Du kan også lave forskellige slags hundeis og tyggelegetøj med frossent fyld. Her på Voreshund vil der blive lagt forskellige opskrifter på dette, her på siden. Husk dog at frosne snacks ikke bør gives, hvis hunden har det så varmt, at den halser. Når tungen og mundhulen nedkøles, så trækker alle de små blodkar sig sammen og dette gør, at hunden får endnu sværere ved at komme af med varmen efterfølgende. Men derfor kan det alligevel være rigtig lækkert for din hund på en helt almindelig varm sommerdag.

Der findes også flere forskellige produkter på markedet, der kan hjælpe med at gøre det lidt mere tåleligt for hundene i varmen, blandt andet kølemåtter og køledækkener. Fælles for disse er, at de benytter sig af termodynamiske principper for at opnå den kølende effekt. De fleste måtter på markedet indeholder en køle-gél, og køler til et par grader under rumtemperaturen. De holder dog op med at køle efter et stykke tid, hvilket afhænger af måttens og hundens størrelse, hvor længe det har effekt. Det kan derfor være en fordel at have to, så du kan skifte dem ud, hvis det er nødvendigt. Husk, at hvis du har måtten liggende i en 40 grader varm bil, vil måtten også være meget varm, og hunden kan brænde sig på dem.

Køledækkener virker oftest ved en kombination af gél og fordampning, og den skal derfor gøres våde/fugtige for at virke. De køler generelt en smule længere tid end måtterne. De kommer i kontakt med den tynde hud på hundens brystkasse, bug og under forbenene, så de giver en optimal effekt. Flere køledækkener laves desuden i et materiale der reflekterer solens stråler, så de ikke bliver opvarmet for hurtigt. Men hold nøje øje med hunden, når den har et køledækken på, for hvis dækkenet tørrer, forsvinder køleeffekten, og den kan ende med at give den modsatte effekt, og overophede hunden endnu mere. Hunden kan ikke selv flytte sig, når effekten er ophørt, ligesom den kan ved brug af kølemåtter.

Der findes desuden også kølehalsbånd og -bandanaer til hunde, som virker på samme måde. Princippet med at nedkøle ved fordampning, kan også benyttes ved at lægge et vådt håndklæde over hunden. Disse har dog meget kortvarig køleeffekt, men det kan benyttes i en snæver vending, og det er et godt redskab til førstehjælp, hvis uheldet skulle være ude, og hunden får hedeslag.

Find også Vores Hund her:

Luk menu