Overvejelser inden ferien

Står du og overvejer om årets ferie kan foregå med din hund? I så fald kan du her finde en del overvejelser inden afrejsen. Så du er bedst muligt rustet til, at ferien med din hund bliver alt det, du har drømt om, og at det foregår gnidningsfrit. Som hundeejer kan man først slappe af, når ens hund har det godt – derfor kan man lige så godt gøre sig så mange overvejelser som muligt inden.

Temperaturen på rejsen

Skal I rejse til varmere eller koldere himmelstrøg? Alt efter, hvor I skal rejse hen, så er det vigtigt at overveje følgende:

Varmere temperaturer: Kan din hund klare varmen? Det vil sige, har den pels, som gør det svært for den at komme af med varmen igen. I så fald kan det være, at man skal trimme pelsen en del inden afrejse. Omvendt kan en tyk pels også gøre, at hunden tager længere tid om at blive varm, fordi den tykke pels isolerer.

Brug noget tid på at kigge på din hund, når vejret herhjemme er godt. Foretrækker den at ligge i solen eller gemmer den sig i skyggen? Bliver din hund fuldstændig dvask, når temperaturen stiger? Alt dette kan være med til at give en indikation af, hvordan din hund vil trives på ferien under varmere himmelstrøg.

Koldere klima: Kan din hund klare kulden? Er din hund udstyret med en tyk, isolerende pels eller har den en kort og ikke tæt pels, hvor maven (her sidder de vitale organer på en hund) er særlig udsat for at blive kold? I så fald, kan det være du skal ud at investere i en jakke eller trøje til din hund. En del hunde bryder sig ikke altid om at få tøj, så det kan give mening at købe tøjet i god tid, så din hund kan vænne sig til det. Du kan eventuelt bruge denne video som inspiration til, hvordan du kan vænne din hund til at få noget over hovedet, som den ikke bryder sig om.

Hvis din rejse fører dig til steder med sne, så kan du med fordel også kigge på din hunds poter. Har den meget hår på poterne, så sneen kan klumpe sig sammen? Det kan være rigtig smertefuldt for hunden. Her kan enten snesko (en slags sok man trækker over poterne) eller potevoks være en god ide.

Transport på rejsen

Det er ikke sikkert du skal køre i bil på ferien, men hvis du skal, kan det være en god ide at undersøge, om de lande du besøger eller kører igennem har specielle regler i form af transportkrav.

Alle ved, hvor meget grej man skal f.eks. have med på en køreferie. Man kan hurtigt fylde bilen op med alverdens nødvendigheder og unødvendigheder. Men hvad gør man så med hunden? Afhængig af, hvordan du plejer at transportere din hund, så kan man bygge ens rejsetasker op omkring ens hunds kurv eller bur. Man skal bare være sikker på, at ved eventuelle hårde opbremsninger, at hunden ikke risikerer, at en masse tasker eller lignende ned over sig. Hvis hunden transporteres i sin kurv, så er det en god ide ikke at gøre pladsen så trang, så den ikke kan ændre sine hvilestillinger fra liggende på siden, krøllet sammen, siddende mm. En hund har også behov for at ændre stilling og strække musklerne ligesom os.

Alt afhængigt af vejret, så kan du med fordel medbringe en varmepude eller en kølemåtte til din hund. En bil kan hurtig blive rigtig kold eller varm, så derfor kan du have et akut behov for at varme eller køle din hunds soveplads. Alt afhængig af ens bil og vejrforholdene, så kan det også være, at bilens aircondition (hvis man er så heldig at have sådan en) slet ikke kan følge med.

Det er en god ide, at lade din hund ligge med halsbånd eller sele i bilen af sikkerhedsmæssige hensyn. Oftest vil du holde ind på en rasteplads, hvor motorvejen ikke ligger langt væk, hvor det er meningen, at I lige skal holde en tissepause. Nogle hunde er så ivrige for at komme ud af bilen, at man ikke altid, når at iføre den halsbånd eller sele. Det kan hurtigt blive farligt, hvis der løber en hund løs rundt, da bilerne kommer ind på rastepladsen med høj fart.

En hund, har ligesom os, også brug for løbende tisse og drikkepauser. At give hunden mad på turen er noget man skal overveje – nogle hunde kan godt risikere at blive køresyge. Hvis din hund sagtens kan transporteres på tom mave, så kan du f.eks. bruge jeres strække-ben pause på at aktivere din hund. Dels kan den søge efter lidt godbidder spredt ud på noget græs, ellers kan din hund arbejde for maden ved lidt dogparkour. Find eventuelt inspiration til dogparkour her.

Vaccinationer og ormekure

Ud over det lavpraktiske omkring rejsen med din hund, så er der nogle forberedelser, som skal ske i god tid. Det er vigtigt at få afklaret, hvilke vaccinationer, der er lovpligtige i de lande, du besøger på rejsen. Det er nemlig ikke kun destinationslandets regler om vacciner, som du skal leve op til. For at komme til f.eks. Italien, skal du køre igennem Tyskland. Det vil sige, at de tyske myndigheder skal lade dig passere igennem Tyskland med din hund, det gør de ikke, hvis din hund ikke lever op til deres vaccinationskrav. De har jo ingen garanti for, at du egentlig skal til Italien, da du ligeså godt kunne køre ti kilometer mere og så holde ferie i Tyskland. Derfor gør man klogt i at sikre sig, at ens hunds vaccinationspapir lever op til alle de lande man besøger på rejsen. Det er ærgerligt at må vende om halvvejs, fordi man har glemt en vaccination eller to.

Din dyrlæge kan altid være behjælpelig med at få styr på vaccinationerne.

Generelt er det relativt let at rejse med hund inden for EU, da der oftest er følgende krav:

  1. Hunden skal have udstedt et EU selskabsdyrpas. Dette kan du få ved dyrlægen, og plejer at koste omkring 300 kr.
  2. Din hund skal være ID-mærket med en elektronisk mikrochip, og nummeret på chippen skal fremgå i dens selskabsdyrpas.
  3. Din hund skal være vaccineret mod rabies seneste 21 dage før afrejse (vær opmærksom – vaccination mod rabies er ikke en del af den danske vaccinationspakke)

Nogle lande forlanger også ormekure et vist antal timer før afrejse. Din dyrlæge kan altid være behjælpelig med at få styr på vaccinationerne og andre regler. Fødevarestyrelsens hjemmeside kan også give gode up-to-date svar.

Forsikring

I Danmark er det et lovkrav at have ansvarsforsikring din hund, så din hunds forsikring dækker, hvis din hund forvolder skade på andre eller deres ting. Tilsvarende eller mere yderliggående vilkår kan være gældende i udlandet. Derfor er det en god ting at bede at tjekke op på det hos dit forsikringsselskab.

I samme ombæring er det en god ide at få tjekket om ens hund er dækket, hvis nu den skulle blive syg i udlandet. Det er ikke alle forsikringsselskaber, som dækker dette. Derudover tilbyder nogle forsikringsselskaber også at sikre hjemtransport/pasning af din hund, hvis nu du skulle blive syg på rejsen.

Overnatning med hunden

Det er ikke alle lande som er så velkomne omkring hunde på deres hoteller, airbnb-lejligheder, hostels, campingvogne, telte eller andre overnatningsformer. Nogle steder tager også et gebyr mod, at man har hund indlogeret.

Derfor anbefales det altid, at man forinden spørger specifikt ind til, om ens hund er tilladt på overnatningsstedet. En af faldgruberne kan f.eks. være, at der ved campingvogne kun må være hund i forteltet og ikke inde i selve campingvognen. Det er ikke alle hunde der vil bryde sig om den adskillelse på et fremmed sted, og alt efter temperaturen kan det også være uhensigtsmæssigt at lade den sove der.

Andre steder vil man som overnattende gæst med hund blive indlogeret i rygerlokalerne. Det er ikke alle som vil finde sig godt tilrettet i lokaler, hvor den tidligere gæst måske har røget.

Sørg altid at have det på skrift af jeres destinationssted, at I gerne må have hunden med og overnatte. Så bør I være sikret en god oplevelse.

Mad

Når du skal pakke til hunden, så er mad, seler mm. oftest en god ide at planlægge nøje. Alt afhængigt af vejret, så kan det være, at hundefoderet skal pakkes i en meget tæt pose/bøtte – forestil dig lidt hundefoder som har stået åbent en hel dag i et varmt telt, hvor meget det lugter.

Det kan også være en god ide at medbringe lidt gnaveben til din hund. At ligge og gnave på et ben kan være meget afstressende for en del hunde, og det er også en dejlig måde at holde hunden rolig og beskæftiget på.

Seler, halsbånd og snore

Derudover skal man altid have et halsbånd/sele på hunden altid, hvor jeres telefonnummer står på. Husk altid at få skrevet +45 til jeres telefonnummer, så hvis uheldet er ude, at dem som forsøger at kontakte jer ved, kan kontakte jer på det korrekte nummer.

Alt efter feriens format, destinationslandets regler, din hund, så skal du overveje, hvilke(n) slags snore du skal medbringe. Til storbysferier nytter det ikke noget at rende rundt med en flexline eller langsnor, da du er afhængig af, at din hund befinder sig tæt på dig hele tiden af hensyn til trafikken og andre gående på gaden. Hvis du derimod skal på vandretur med din hund, så vil det være en god ide med en lang line som bare kan bindes fast til dit bælte eller lignende.

 Legetøj

Uanset hvad, så kan det være en god ide at tage et til to stykker udvalgte legetøj med til din hund. Gerne noget af det legetøj den er bekendt med og kan lide.

Find også Vores Hund her:

Luk menu