Slikke om munden

At slikke om munden på kommando er et hyggeligt lille trick, der er sjovt at vise frem til en familiefest eller til vennerne. Tricket går i alt sin enkelthed ud på, at hunden skal kunne slikke sig om munden på kommando. At slikke sig om munden, er en adfærd de flest hunde tilbyder af sig selv i ny og næ, men det er samtidig en adfærd, de ikke altid lægger mærke til de udfører, da det er så instinktivt. Det er bare noget de gør per automatik, når der er noget der er lækkert. Grundet det er en adfærd hunden gør per automatik, så kan det godt være svært for hunden at fange, hvad de bliver belønnet for, og hvad du præcist vil have den til. Fordi den ganske enkelt ikke er bevidst om, at den har udført adfærden.

Der findes to metoder dette trick kan indlæres på. Den første måde kræver, at man har en ”klikker-klog”-hund. Det vil sige, at hunden er vant til at indlære ting ved hjælp af shaping metoder. I den anden metode bruges der lokning, og derfor fås hurtigere et resultat, men der er kan gå længere tid, inden hunden kan udføre adfærden helt selvstændigt.

 

Metode 1:

Her skal hunden være ”klikker-klog” eller i hvert fald være vant til at arbejde med shaping. Det er i denne metode vigtigt at have fokus på din egen timing. Til tricket skal du bruge nogle ekstra lækre godbidder, det vil sige ikke bare tørre godbidder, men gerne leverpostej, medisterpølse eller lignende.

  • Placer dig overfor hunden, om du står eller sidder, er lige meget. Det vigtigste er at skabe rammer for hunden, så den ikke er i tvivl om, at det er jer to, der er arbejder sammen.
  • Vis hunden de lækre godbidder og afvent derefter, at hunden slikker sig om munden. Når hunden slikker sig om munden markerer og belønner du hunden. Dette gentages indtil hunden er sikker på, hvad den bliver belønnet for. Det vil sige, der formodentligt skal forholdsvis mange gentagelser til.
  • Når hunden bevidst slikker sig om munden, er det tid til at sætte kommando på. Dette gøres ved at sige den ønsket kommando, når man kan se hunden skal til at slikke sig om munden. Helst inden og ikke imens. Forslag til kommando kunne være: tunge, slikke, lækkert… Det vigtigste ved valg af kommando er, at den nye kommando ikke skal ligge for tæt på en kommando hunden allerede kender.

 

Metode 2:

Kan du godt lide at se et hurtigt resultat, og betyder det ikke så meget for dig, hvor selvstændigt din hund laver øvelsen, er denne metode rigtig fin. Du skal bruge noget leverpostej, tube makrel eller tube tun.

  • Placer dig overfor hunden, om du står eller sidder, er lige meget. Det vigtigste er at skabe rammer for hunden, så den ikke er i tvivl om at det er jer to, der er arbejder sammen.
  • Smør derefter en smule leverpostej, tube makrel eller tube tun oven på snuden. På denne måde er hunden nødt til at slikke det af for at få belønningen. Når hunden har slikket det lækre af snuden, marker du efterfulgt af en belønning. Det kan godt virke dobbelt, at hunden både får en belønning, når den slikker det lækre af snuden og igen bagefter. Men det er vigtigt den bliver belønnet bagefter, for ellers kan det være meget svært at komme væk fra at smøre noget på snuden.
  • Efter et par gange, hvor du har smurt leverpostej på snuden, er din hund blevet bevidst om, hvad der sker. Så lader du som om, du smører noget lækkert af på snuden. Det vil sige, du gør præcis det samme som før, bare uden der kommer noget på. Når hunden slikker sig om munden for at få det lækre på snuden, markerer du med det samme, og belønner med noget rigtigt lækkert. På den måde finder hunden ud af, at det kan betale sig at slikke sig om munden, uden der er noget. Det gøres et par gange, indtil hunden er inde i et flow, hvor den gør det mere og mere af sig selv.
  • Når hunden er blevet bevidst om, hvad den bliver belønnet for, begynder du langsomt at pille din bevægelse med at lade som om, du smører noget på snuden, væk. Det vil sige, du laver den mindre og mindre.
  • Når hunden slikker sig om munden uden, at du behøver at hjælpe med at ”smøre” noget fiktivt lækkert på snuden, kan du begynde at sætte kommando på.
  • Dette gøres ved at sige den ønsket kommando, når man kan se hunden skal til at slikke sig om munden. Helst inden og ikke imens. Forslag til kommando kunne være: tunge, slikke, lækkert… Det vigtigste ved valg af kommando er, at den nye kommando ikke skal ligge for tæt på en kommando hunden allerede kender.

 

Rigtig god fornøjelse!

Find også Vores Hund her:

Luk menu