kasse

Foto: Cecilie Graversen

Kasse-tricket er et sjovt og imponerende trick, der samtidig træner hundens balance og kropskontrol. Tricket kræver, at du har en række kasser i forskellige størrelser, som alle kan stilles indeni hinanden, altså hvor den næststørste passer ned i den største osv. Det er lettest for hunden ,hvis kassernes sider ikke er alt for høje, og hunden let kan gå henover kanten. Især i begyndelsen, indtil hunden har forstået, hvad den skal.

Man starter med den største kasse, som skal være rigeligt stor til, at hunden med lethed kan stå oppe i den.  Meningen er så, at hunden skal op at stå heri med alle 4 ben nede i kassen. Derefter lærer hunden at stå i gradvis mindre kasser, og til sidst kan hunden balancere i en lille æske, der kun lige præcist har plads til alle hundens poter.

Tricket er ikke svært, men kræver en god portion tålmodighed og vedholdenhed, især hvis din hund slet ikke er vant til at interagere og tilbyde adfærd med fremmede objekter. Man skal desuden give sig god tid, så hunden langsomt får trænet sine muskler op til øvelsen. Træn ikke på de helt små kasser med en hvalp eller unghund.

Fremgangsmåden kan f.eks. være som følger:

Hvis du har en forsigtig hund, skal du belønne for al interesse for den store kasse. Måske skal du i begyndelsen belønne hunden for blot at se på, eller snuse til kassen. Hver gang din hund tager et initiativ til at lave noget med kassen, skal du selvfølgelig klikke/sige dit markørord og belønne og rose hunden.

Når din hund har forstået, at der er noget ved kassen som giver belønning, kan du stille lidt større krav til hunden. Det kan for eksempel være, at den skal røre ved kassen med snuden eller allerhelst poten. Lidt efter lidt kan du kræve, at hunden stiller en pote op i kassen. Herefter to poter op i kassen, og så tre poter op i kassen og til sidst alle fire poter op i kassen. Husk at markere og belønne undervejs, og hold træningssessionerne korte og sjove, så hunden ikke når at køre sur i øvelsen.

Så snart din hund har fanget, at den skal hoppe op i kassen med alle 4 ben, og tilbyder dette næsten hver gang, kan du sætte en kommando på. Sig ordet ”kasse” lige idet, hunden er på vej til at hoppe op i kassen. Gentag dette nogle gange, og derefter kan du afprøve, om hunden har forstået kommandoen ved at sige ordet ”kasse” først og se, om hunden hopper op i kassen.

Når hunden har forstået kommandoen og er fortrolig med at hoppe op i den store kasse, så tager du den næststørste kasse og stiller ned i den største. Se videoen herunder, hvis du er i tvivl om hvordan. Derefter gentager du kommandoen, og hunden vil sikkert bare hoppe op i kassen som før. Husk at klikke/markere og belønne! Gentag her til hunden har forstået og udført øvelsen korrekt nogle gange. Tag derefter den næststørste kasse ud, og pak den største kasse væk. Nu træner I udelukkende med kasse nummer to.

Gentag øvelsen med den næststørste kasse nogle gange, og når hunden er sikker på, hvad den skal, og er fortrolig med denne kasse, stiller du den tredjestørste kasse ned i denne. Giv igen kommandoen ”kasse” og træn hunden i at hoppe op i den nye. Fremgangsmåden er herefter den samme, og I kan træne på gradvist mindre kasser.

Især når kasserne bliver så små, at hunden ikke kan stå afslappet og naturligt i kassen, men må samle benene lidt, skal du gå langsomt frem og holde masser af pauser. Det kræver en masse af hundens muskler, og den skal stå med en uvant holdning. Derfor skal du give hundens muskler tid til at restituere, og give hunden tid til at træne balancen langsomt op, så den ikke falder og kommer til skade.

Men ellers fortsætter du ovenstående fremgangsmåde, indtil du når den ønskede størrelse kasse. Tricket er færdigt, og I er klar til at imponere!

Find også Vores Hund her:

Luk menu