Bamse

Bamse er et trick, der er både er godt for hundens coremuskulatur, men også for jeres samarbejde. Derudover er det et trick, der er sjovt at vise frem til gæster, men samtidig er Bamse et grundtrick, som er udgangspunkt for mange andre tricks. Det kan være: ”Hands up”, ”Kram en bamse” og så er det Instagram-venligt, da man kan få mange flotte billeder med det. Kært barn har mange navne, og Bamse kan både blive kaldt Bamse, Egern, Pretty, Sid pænt, Fin dame etc.

 

Der er et utal af måder at indlære dette trick på, men i denne artikel har vi fokus på tre fremgangsmåder, som vi synes er de mest hensigtsmæssige måder at indlære med.

 

Den første fremgangsmåde er som følgende:

 

Denne fremgangsmåde gør brug af håndtarget/snudetarget, og derved guided shaping. Guided shaping er en måde at få hunden til at tænke mere selvstændigt end ved lokning. Derved opnår du en mere selvtænkende og selvstændig hund. Håndtarget er derfor en forudsætning for denne fremgangsmåde. Hvis din hund ikke har lært håndtarget endnu, kan du læse mere omkring indlæringen af det HER.

 

      • Først får du hunden til at sidde foran dig. Prøv ikke at bruge din kommando for sit, for ikke at ødelægge sit-kommandoen.
      • Herefter laver du håndtarget i sit foran hunden. Dette gentager du et par gange. Langsomt sætter du kriteriet op ved at flytte dit håndtarget over hundens hoved. Det er vigtigt, at din hund stadigvæk kan nå hånden uden de store anstrengelser, når du beder om håndtarget. Derefter hæver du din hånd en anelse over hundens hoved, så den skal strække sig/løfte sig for at nå din hånd.
      • Når den begynder at skulle bruge sin mavemuskulatur for at løfte sig, så er det rigtig hårdt for hundens muskler. Derfor må du ikke gentage dette mere end et par gange, før den skal have et hvil. Det gør også, at denne øvelse skal indlæres over længere tid, da hunden skal have chancen for at bygge muskulaturen ordentligt op. Tiden er vigtigere for større hunde end små hunde, da større hunde skal løfte mere vægt!
      • Når hunden er begyndt at kunne hæve sig så meget, at den sidder helt ret med ryggen, så er dens mavemuskulatur klar til, at du kan arbejde med tiden, hvor den sidder i denne position. Dette er også vigtigt at gøre i små steps, og det skal ske over lang tid.
      • Når din hund kan sidde ret i lang tid, så har du det færdige billede med et håndtarget på. Langsomt hæver du din hånd igen, så hunden skal strække sig for at nå håndtarget, og du klikker/marker, før din hund rammer din hånd. Derved udfaser du langsomt håndtarget.
      • Når du har udfaset håndtarget, kan du sætte kommando på. Kommandoen sætter du på lige inden, hunden udfører øvelsen.

 

Den anden fremgangsmåde er som følgende:

 

Denne fremgangsmåde er ren lokning. For nogle hunde er dette en god fremgangsmåde, da hunden får hurtig succes. Det kan dog være svært at udfase loknings-momentet, da hunden ikke tænker selvstændigt på samme måde som ved shaping/guided shaping, men til gengæld er denne øvelse meget muskelhukommelse, og derved er lokning lettere at udfase ved denne øvelse end så mange andre øvelser.

 

      • Du starter med at have hunden siddende. Husk ikke at bruge din kommando til sit, så du ødelægger din sit-kommando.
      • Når din hund har forståelse for, at det arbejdes i siddende position, stiller du dig bagved hunden helt tæt op ad den. Beløn den rigtig meget for at blive siddende med ryggen til dig, da det kan være rigtig svært for mange hunde.
      • Når din hund er fortrolig med dette, holder du en godbid foran hundens snuden, og derved lokker den til at løfte forbenene fra jorden. Du skal huske på, at det er hårdt for hundens muskulatur, og du skal gå langsomt frem. Beløn for at sidde med forbenene over jorden i selve positionen.
      • Langsomt lokker du hunden op i en Bamse position, hvor du igen skal belønne i selve positionen.
      • Når hunden kan sidde med ret ryg i positionen, kan du arbejde med tiden i positionen. Gå langsomt frem, så hundens muskulatur får tid til at blive stærkere. Man kan sammenligne det lidt med, at man ikke selv går direkte fra sofaen ud og løber en maraton – man vil altid træne sig langsomt op. Større hunde skal oftest bruge længere tid end mindre hunde, da de bærer mere vægt.
      • Måden at udfase lokningen på er, at der går længere og længere imellem belønningen.
      • Næste skridt er, at du træder et skridt væk fra hunden, så den ikke kan læne sig op ad dig, hvis den gør det.

 

Den tredje fremgangsmåde er som følgende:

 

Her er det en forudsætning, at din hund kan Påskehare. Den kan du læse mere om HER. Hvis en hund kan Påskehare og har kunne det i lang tid, så kan du med stor sandsynlighed langsomt fjerne din arm. Det er dette princip, du skal anvende i denne fremgangsmåde. Ved denne fremgangsmåde vil du oftest få en Bamse, hvor din hund sidder med poterne længere oppe end ved de andre fremgangsmåder.

 

      • Du igangsætter adfærden med at lave Påskeharen 2-3 gange.
      • Langsomt hæver du armen, så hunden har mindre at støtte sig op ad. Du hæver armen indtil, din hund ikke kan nå armen mere, men du skal altid belønne din hund for forsøget.
      • Du sætter kriteriet op til, så du kræver mere og mere initiativ fra hunden for at forsøge at nå armen, indtil hunden har forståelsen for, at du gerne vil have den til at sidde i Bamse-positionen.
      • Som ved de andre fremgangsmåder, så skal dette ske over lang tid, da det er rigtig hårdt for dens muskulatur. Når hundens muskler er trænet op til at sidde rigtigt, så begynder du at arbejde med tiden, hvor den holder positionen. Dette skal også ske langsomt. Husk at større hunde skal have længere tid end små hunde, da de skal bære mere vægt.

 

God træningslyst!

Luk menu