Seletilvænning

Selen er et nyttigt redskab, især hvis du har en hund, der har tendens til at trække i snoren, og for den lille hvalp, som ikke har lært at gå pænt i snor endnu. En god sele fordeler trykket hensigtsmæssigt på hundens krop, og ikke blot på enkelte nakkehvirvler. Mange hunde bryder sig dog ikke om at få sele på, og specielt ikke den type seler der skal over hovedet, for derefter at blive spændt fast om kroppen. Ejeren kommer ofte til at læne sig ind over hunden, og det kan for nogle hunde føles ret ubehageligt og truende. Mange tænker ikke over, hvor overvældende det er for hunden at få noget spændt fast på kroppen. For hunden kan det virke frihedsberøvende og overgrebsagtigt at blive spændt ind i en sele. Hundene kan ofte reagere ved at sende dæmpende signaler og trykker sig.  Mange hunde bakker væk, vender hovedet væk eller ligefrem stikker af og gemmer sig. Dette kan være en hård proces for både hund og fører, og det kan lægge en dæmper på noget, der ellers skulle være en god ting – nemlig at komme ud ad døren og til træning eller på gåtur.

Ved at give hunden medbestemmelse over, hvornår og hvor hurtigt den skal have selen på, og vænne den til det i bittesmå bidder, kan man lære hunden at associere det med noget godt. Det kan overføres til alle typer seler, samt til halsbånd eller endda hundedækkener. Herunder vil der blive beskrevet, hvordan man kan vende denne negative rutine og gøre hunden glad for selen, og endda måske ligefrem selv tilbyde at få den på. Har du en lille hvalp, så start gerne på denne måde, inden du får gjort det til en dårlig oplevelse, så når du endnu hurtigere i mål.

Begejstring for selen kommer ikke nødvendigvis med det samme – og træning er noget, der kan foregå over flere dage og meget gerne flere gange om dagen. Seletilvænning er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at man skal ud at gå tur – men er derimod en øvelse, der skal øves separat, indtil hunden glad og gerne får sin sele på. Skifter du sele, laves denne øvelse fra bunden med den nye sele. Også selvom den forrige sele ikke var et problem, forebygger du problemer med den nye sele. Det går desuden hurtigere at vænne en hund til en sele, hvis den ikke har nået at få dårlige oplevelser med den, end det er med en hund, der skal overvinde sin skræk og omvendes til at tro på, at der sker noget godt, når selen findes frem.

I videoen nedenfor vises fremgangsmåden for øvelsen. Her er der brugt klikker. 

I videoen står godbidderne fremme, men det er ikke alle hunde, der kan håndtere det. I så fald kan godbidderne bare gemmes væk i en lomme eller en godbidstaske. Er hunden for fokuseret på godbidderne og ikke på opgaven, som det egentlig er tilfældet med hunden i klippet til sidst med tilvænning til halsbånd, så bør godbidderne gemmes væk i lommen.

Til øvelsen skal du bruge:

  • En sele (eller et halsbånd eller dækken) som du gerne vil vænne din hund til
  • Masser af godbidder
  • Klikker (hvis I er vant til at træne med klikker) eller markørord.

Start med at placere dig sammen med hunden med selen i hånden. Hunden skal ikke tvinges til noget, det er meget vigtigt. Derimod skal den belønnes rigeligt for al interaktion med selen, hvor den tager initiativet. Klik/marker og beløn for at hunden ser på selen, snuser til den eller dutte på den med snuden. Sæt langsomt dine krav til hunden op og forlang mere og længerevarende interaktion med selen.

Det er vigtigt at bevare roen, så det er hunden, der tager initiativet til at interagere med selen. Når hunden er begyndt at vise meget interesse for selen kan man begynde at flytte på selen for at se, om hunden har fanget, at det er selen, det hele handler om. Hvis hunden ikke har fanget interessen for selen, går man tilbage i øvelserne og sætter kriterierne/kravene til hunden ned.

Det kan være en god ide at holde selen op, så den hænger ned fra din hånd med hullet til hundens hoved frit tilgængeligt. Hvis hunden af sig selv tilbyder at stikke snuden gennem hullet, så klik/marker og beløn gennem hullet i selen. Det vil sige, at du skal give hunden godbidden på den anden side af selen, så den lige må stikke snuden en anelse længere ind for at få sin belønning. Herved forlænger du hundens bevægelse, altså fremhæver den bevægelse, som den i forvejen laver, og gør på den måde, hunden opmærksom på, at det er det, der ønskes. Den vil hurtigere tilbyde endnu mere bevægelse i den retning. Langsomt kan du nå frem til, at hunden kan stikke hele hovedet gennem selen og efterhånden endda blive der lidt tid.

Husk at holde træningssessionerne korte og sjove og stop, inden din hund bliver træt af legen. Gerne 3-5 minutter ad gangen, især hvis din hund ikke er vant til at tilbyde adfærd. Så undgår du, at den bliver træt, og vigtigst, så er øvelsen stadig sjov og spændende, når du finder selen frem igen, og på den måde opbygger du endnu mere positiv association til selen.

På videoen ses det, at man ved at kaste en godbid væk for, at få hunden til at bryde kontakten med selen. Det giver hunden mulighed for selv at tilvælge selen til igen. Det er vigtigt, at man ikke bøjer sig ind over hunden – men at man sidder ved siden af den, og giver den plads og frihed til at arbejde, som det ses i videoen.

Nå hunden er tryg ved at have selen om halsen, kan næste skridt af øvelsen være at lægge den på hundens ryg. Tag den af igen med det samme og gentag flere gange på dette stadie, med rigelig belønning.  Når hunden har prøvet det en mange gange, og har det fint med det, kan du efterhånden begynde at slippe selen. Når hunden så er tryg ved dette trin, kan du arbejde på at spænde selen. Spænd selen op og fjern den igen med det samme.

Gentag hvert trin af øvelsen flere gange, måske endda over flere træningssessioner, hvis din hund har været bange for at få selen på. Når I er kommet dertil, hvor hunden kan have selen på , kan det være en god ide at arbejde med at tage den af og på flere gange, indtil hunden endelig er glad for sin sele. Du kan udvide øvelsen til at træne hunden i, at det er en positiv ting at snoren klikkes på og af. På den måde får du ikke en hund der ser det som en straf at komme i snor, når den har været løs på en gåtur.

Træn desuden halsbåndslegen, for at undgå en hund, der bliver udenfor din rækkevidde og ikke lader sig indfange efter et indkald. Se hvordan her.

 

 

Find også Vores Hund her:

Luk menu