Introducer hund og baby

Der er mange bekymringer når ens hund skal møde den lille nyfødte for første gang og omvendt. Der kan være mange tanker, om det nu går godt, om hunden er for voldsom, og om hunden kan håndtere det lille nye familiemedlem, og hvad den lille egentlig synes om hele situationen.

Som hundeejer, der holder meget af sin hund, kan man også have mange tanker, om hunden nu kommer til at få nok opmærksomhed, og om man kan håndtere at opfylde både babyens og hundens behov. Denne omvæltning vil de fleste hunde kunne klare, da det er vigtigt at huske, at hunden generelt er meget omstillingsparat – især hvis øndringerne bliver indført på en positiv måde!

Så hvordan gør man det til en positiv ændring for hunden at få et nyt familiemedlem?

Ved det første møde mellem hund og baby, kan det være en god ide at stille liften eller autostolen på gulvet og lade hunden snuse og slikke alt, hvad I som forældre kan håndtere. Det er vigtigt, at når hunden når grænsen for, hvad I kan acceptere, at I ikke siger nej, skælder ud eller tager hunden væk i halsbåndet. Derimod er det bedre at have en masse lækre godbidder i hånden, og lige så snart hunden er ved at nå grænsen til det acceptable, så kalder man på hunden og giver den en lækker godbid. På denne måde afleder man hunden, og belønner hunden for at holde sig i god afstand til baby, og i stedet for at mødet bliver noget negativt, bliver det i stedet positivt betinget, da hunden derfor ikke oplever dens interesse for babyen, som noget den ikke må.

Hvis nu mor og baby er indlagt et par dage, så kan far eventuelt tage et håndklæde/tæppe/ammeklud med hjem fra hospitalet, da dette vil dufte af både baby og mor. Dette kan hunden eventuelt få at snuse til derhjemme, så den allerede har ”mødt” duften af baby, før hunden møder babyen rigtigt. Babyen duften kombineret med mor-duften, som den kender, gør at den måske hurtigere vil kunne slappe af, når den møder babyen første gang.

Nogle hunde kan godt være bange for babyer ved deres første møder. Her er det vigtigt, at såfremt hunden ikke selv har lyst til at gå hen og kigge på babyen, slikke, snuse eller lignende, at du som hundeejer respekterer dette og ikke presser hunden derhen. Hunden skal nok med tiden ligeså stille nærme sig babyen i sit eget tempo og forbinde babyen med noget positivt og hyggeligt. Især fordi I som nybagte forældre vil bruge meget tid med babyen i armene, og der hvor I er, vil hunden som regel også helst være. Så giv hunden tid til at vænne sig til det nye familiemedlem i dens helt eget tempo.

Så hovedreglen er: ting tager tid, og pres ikke hunden ud i nogle situationer, som den ikke føler sig tryg ved; afled altid hundens opmærksomhed, i stedet for at sige nej og skælde ud.

Du kan finde en del rigtig gode artikler og tips til den nye hverdag med hund og barn her.

Find også Vores Hund her:

Luk menu