Bucket Games (Susan Garret)

Bucket Games er inspireret af Susan Garret 

Bucket Games er en af de øvelser, som der er meget visuel, og derved en god begynder øvelse. For at gå i gang med øvelsen skal du bruge en skål og en håndfuld godbidder. Skålen skal være så lille at du kan dække over den med hånden.  

 

Du starter med at have skålen foran dig, og din hund har fronten mod dig. Det er ligegyldigt, hvilken position hunden befinder sig i. Skålen skal have en del godbidder i. Første del af øvelsen går ud på, at hunden skal lære, at det kan betale sig, at den IKKE tager godbidderne fra skålen. Lige så snart hunden laver en bevægelse mod skålen for at tage fra skålen, så sætter du din hånd over skålen, så hunden ikke kan få fat i godbidderne. I det hunden trækker sig væk fra godbidderne, løfter du hånden fra skålen og tager en godbid og giver til hunden. Hunden må ikke selv tage godbidderne ud af hånden på dig. Denne del af øvelsen fortsætter du med, indtil din hund har fundet ud af, at den ingen belønning får ved at reagere på sin første impuls, om at tage direkte fra skålen, men den derimod får en belønning for ikke at reagere på sin impuls. Det vil sige, at hunden har udvist kontrol over sin impuls, hvilket er det vi ønsker at forstærke. 

Når du føler, at hunden har forstået første del af øvelsen, så er I klar til at gå videre til næste del. Men legen skal være leget så meget at man er helt sikker på hunden er med på første step. Og at i har opbygget en gensidig tillid til, at hunden af egen fri vilje ikke handler på sin impuls om at tage fra skålen.  

I næste step tager du hånden ned i skålen, samler et par godbidder op og lader dem falde ned i skålen igen. Hvis din hund igen laver en bevægelse for at få godbidderne, så holder du bare hånden over godbidderne, og fjerner hånden igen, når hunden trækker sig væk. Igen belønner du hunden for aktivt at vælge ikke at reagere på sine impulser. Dette fortsætter du med, indtil din hund har forstået, at selvom du rører ved godbidderne, så kan det bedst betale sig at afvente belønningen i stedet for at gå efter dem selv. 

Når hunden Kan holde sig fra godbidderne, selvom du rører ved dem, så kan du gå videre til næste step. Her begynder du, at lægge godbidderne udenfor skålen. Igen kan du dække godbidderne med din hånd, hvis fristelsen bliver for stor. Husk altid, at du giver belønningen fra din hånd, og hunden ikke selv må tage dem. Langsomt kan du hæve kriteriet ved at lægge godbidderne tættere og tættere på din hund og kaste mere og mere med dem. Husk dog ikke at kaste dem længere væk, end at du kan nå at lægge din hånd over dem, hvis nu fristelsen bliver for stor. 

 

God træningslyst! 

Find også Vores Hund her: