Køb af hund i udlandet

Køb af hvalp ud udlandet

Forfatter: Tom Mortensen

En historie om mine overvejelser og erfaringer ved at købe hvalp fra en udenlandsk opdrætter.

Becca og Skye

I 2015 gik jeg så småt i gang med at undersøge markedet for en ny hund. Jeg var sikker på, at det ikke igen skulle være en corgi, men en
hund med de samme træningsegenskaber. Den skulle blot være lidt højere. 
Jeg undersøgte racelisterne, og fik mig hurtigt skudt ind på,
at klubben for kvæg- hyrde og gårdhunde 
var det segment, som jeg skulle søge i.

Jeg brugte god tid på at skyde mig ind på 2-3 racer, og gik herefter i gang med at undersøge disse grundigere. Jeg besluttede mig til sidst
for at undersøge markedet for racen: Chodsky Pes. ”en Hyrdehund fra Tjekkiet.” 

Dette viste sig at være lidt sværere end lige sådan!!

Der var ganske få opdrættere i Danmark, og da jeg startede med at søge, var der en bestand på ca. 20 hunde i Danmark. Jeg tog kontakt til racerepræsentanten under DKK, og det var helt sikkert en rigtig god beslutning “og et godt råd til jer der vil importere”.

Vi fik en rigtig god snak, og aftalte, at jeg skulle kigge forbi og se hendes hunde – hvilket jeg gjorde.

Tiden frem til besøget gik med forberedelser af spørgsmål omkring alt mellem himmel og jord, som jeg kunne finde på at spørge om – både omkring
racen og omkring praktiske opgaver til planlægningen af en import. Jeg snakkede med flere i mit hundenetværk, som gav mig flere gode input til spørgsmål, jeg skulle ind på.

Derefter kom besøget, og efter en evaluering af besvarelserne på mine spørgsmål kunne jeg tage min endelige beslutning om valget af race. Hvilket blev en Chodsky Pes.

Mine overvejelser omkring import, valg af land og af opdrætter.

Nu skulle jeg så i gang med at undersøge, hvor jeg kunne købe en Chodsky Pes og af hvem. Jeg havde selvfølgelig fået masser af tips fra racerepræsentanten og mit netværk.

Jeg besluttede mig for at opstille følgende kriterier, som jeg ville udvælge opdrætter efter:     

1. Jeg valgte en opdrætter i et schengenland – det ville lette import til Danmark.

2.   Et land som har flyforbindelse til DK, for jeg ville ikke vente 4 uger ekstra for at kunne køre den til Danmark. ”Køber du en hund i et europæisk land, og skal du køre gennem Tyskland, så skal hunden være rabiesvaccineret og have udstået karensdag i forbindelse med vaccinationen. Det tager 4 uger ekstra.”

3. En lokal raceklub i oprindelseslandet, der havde defineret nogle rigtig gode krav til opdræt. “Det gav for mig en større sikkerhed for, at der er et godt bredt opdræt der som vil racen det bedste.”

4. Opdrætteren skulle være medlem i denne klub.

5. Kommunikationen til opdrætteren skulle være åben og ærlig.

”Jeg var så heldig, at den tjekkiske raceklub ‘Tjekkiet er hundens oprindelsesland’ simpelthen har en database med samtlige registrerede hunde, med hundenes sygdoms data, stamtavler og kontaktinfo til opdrætter.”

Og det lettede min søgen efter den rigtige hund som jeg udvalgte efter disse kriterier:

          1. Tæv en skulle have dokumenterede helbredsdata, som for mig skulle være ok.

      2. Det samme skulde gælde for hovedparten af tævens stamtavle.

      3. Hundens størrelse og udseende – ”nogle af racerne var helt mørke i ansigtet. og det ønskede jeg ikke.”

          4. Jeg ville meget gerne have, at der skulle være et kuld tidligere fra tæven, som jeg ville kunne se hvordan havde udviklet sig. Både mht. træning og udstilling

      5. Det skulle være en opdrætter som lavede stueopdræt, og som ikke havde mange hunde, som de avlede på. Hvalpen skulle altså vokse op i huslige omgivelser sammen med familien, og med hvad det betyder af støvsugere, opvaskemaskiner, børn, gæster der ringer på døren, møbler mm.

      6. Der skulle også være gode helbredsdata på hanhunden, der blev brugt til parring.

      7. Muligheden for at vælge som en af de første fra kuldet.

      8. Tæven og hanhundens træningsegenskaber skulle være gode.

Jeg brugte en del tid på at udvælge mig en tæve. Der var en del at vælge imellem, men jeg fandt til sidst en tæve, som rent faktisk lige 3 mdr. tidligere havde fået hvalpe.

Jeg skrev til opdrætteren, og spurgte, om hun havde planer om senere at skulle have hvalpe igen, og om hun havde noget imod, at jeg kunne komme til at følge deres nuværende kuld. Jeg var så heldig, at hun efter en fornuftig periode skulle parres igen. Og hun kunne allerede kort tid efter pege mig hen på 2 hanhunde, hvoraf en ville blive den som skulle bruges i avl. Hvilket gav mig gode muligheder for at se deres helbredsdata også. Det første kuld viste sig at være rigtig fint. Der var gode udstillingsresultater fra flere lande, og der kom jævnligt fine optagelser med hvalpenes træning og deres udvikling, hvilket virkeligt hjalp mig til at gøre valget let.

Så snart jeg havde taget min endelige beslutning, valgte jeg at reservere en tæve hvalp på hendes næste kuld – hvilket blev mødt med en bekræftelse.
Således startede ventetiden for mig!

Vinteren 2017 fik jeg besked om, at næste løbetid ville opdrætteren parre tæven – hvilket skete i foråret 2018

I mellemtiden brugte jeg masser af tid på at kommunikere med DKK racerepræsentanten samt flere erfarne hundeejere i mit netværk, som både havde
importeret og eksporteret og med opdrætteren i Tjekkiet.

Jeg undersøgte og forberedte mig grundigt på:

Skye Chodsky Pes Hyrdning

Reglerne for import fra andre sider, ”bla. Dyrlæger og DKK”.

Mulige flyforbindelser til Tjekkiet og hvilke regler, som disse havde for at have hunde med ombord.

Mulighederne for leje af biler og booking af hoteller i Tjekkiet.

Og så kom forberedelserne til import ved hunderegistret og DKK.

I starten af juni 2018 fødte tæven 8 lækre hvalpe, og der kom masser af videoer og billeder fra opdrætteren. Vi aftalte, at så snart hundene var +4 uger, skulle jeg flyve til Tjekkiet og som den første vælge MIN hvalp.

Det gjorde jeg i juli. Jeg boede på et hotel ganske tæt på opdrætteren, besøgte hvalpene, og fulgte opdrætteren i hendes træning med sine hunde for at få en fornemmelse af træning og metoderne af det i Tjekkiet.

Her aftalte vi omkring de krav til vaccinationer, vi har i Danmark, som skulle laves i hendes pas. Derudover fik jeg set på papirerne fra fødevarestyrelsen, som opdrætteren skulle underskrive, samt aftalte afhentning og udfærdigelse af de sidste nødvendige papirer.

Jeg brugte 2 hele dage med opdrætteren og hvalpene, og arbejdede med at teste hvalpene af efter mine egne kriterier.

Disse var:

1. Hvalpen skulle være aktiv uden at være frembrusende.

2. Være glad for mad.

3. Være imødekommende og selv opsøge mig samt ”personer både i og udenfor hvalpe kassen”.

4. Tænde på legetøj.

5. Og så skulle den gerne have ansigtsmasken, som nogle i racen har.

Til sidst på dag 1 var jeg 99,9% sikker på hvem jeg ville vælge. Dag 2 blev det bekræftet, og ”Bacardi Bayra Aurinko – aka Skye” blev udvalgt til at komme til Danmark ca. en måned senere.

Chodsky pes i løb

 

En måned efter mit besøg afhentede jeg Skye i Tjekkiet, hvilket langt hen af vejen var super nemt. Alt var ordnet hjemmefra – opdrætteren havde lavet pas og alle de nødvendige ting fra Tjekkiet, så på afhentningsdagen var det en underskrift på en salgsaftale – betalingen havde jeg overført hjemmefra, så den var i orden. Og så var det blot til lufthavnen, igennem tolden med de nødvendige papirer. ”De har prøvet det mange gange før, så min uro for at der skulle være en masse palaver i tolden blev gjort til skamme.”

Skye sad på mit skød i en transport taske hele vejen hjem 2½ time fra Prag til Aarhus lufthavn, og vi hyggede rigtigt.

 

 

Der var for mit vedkommende INGEN problemer med at købe en hund i Tjekkiet, og mine gode råd til jer, som overvejer, er følgende.

1. Tag jeres raceklub med på råd.

2. Brug jeres netværk og spørg personer der har importeret fra landet.

3. Vælg landet som I vil importere fra med omhu. ”Race klub – geografisk”.

4. Hav en rigtig god korrespondance med opdrætteren før køb – og hav en super fornemmelse.

5. Besøg opdrætteren før I køber.

6. Undersøg reglerne for import fra oprindelseslandet grundigt.

7. Tjek luftfartsselskabernes regler. ”Ring og snak med dem.”

8. Og så vil jeg gerne anbefale Tripadvisor og AVIS som rigtig fine selskaber

Der er mange andre udlejningsselskaber, men vær opmærksom, på at de nogle steder IKKE accepterer et Visa/dankort som et kreditkort til leje! Jeg havde nær aldrig fundet en mulighed for at leje en bil i Prag.

Men heldigvis var AVIS DK fantastiske, og lejen af bilen fik jeg først en faktura på, da jeg kom hjem

 

Chodsky pes hvalp

Find også Vores Hund her: