Sundhed

Hvilke tanker omkring sundhed ved hunde skal man gøre sig forbindelse med erhvervelsen af en ny hund eller måske skal man løbende tænke sundhed ind i det at have hund. Det kan være alt fra, om vacciner – hvad er det og er det virkelig nødvendigt? Og hvor ofte? Hvordan og hvilke flåt- og loppemidler findes der?

I dag kan vi som hundeejere gøre rigtig meget for at holde vores hunde sunde – både fysiske og mentale, og sørge for at de har et godt, langt og aktivt hundeliv. Nettet florerer med do´s and dont´s i forbindelse med at have hund, og derfor kan man ofte blive forvirret og i tvivl. Men hvad er rigtig, og hvad er forkert? På denne side vil vi forsøge at klarlægge nogle af disse emner.

Når man taler om sundhed ved hunde, er der sket enormt meget bare de sidste 10 år. For at tage et eksempel samarbejder bl.a. Dansk Kennel Klub (DKK) med de forskellige racers specialklubber, fagfolk fra KU/SUND (det tidligere Kgl. Veterinær og Landbohøjskole), og med praktiserende dyrlæger, om hvordan man bedst muligt griber sundhedsproblemer an i forhold til den givne races sundhed. Tidligere var det meget op til den enkelte avler at sikre sunde hunde/hvalpe, men i dag er sundhed ved hunde blevet et nationalt og endda internationalt anliggende.

Dette er bl.a. igennem racespecifikke avlstests, hvor eksempler på disse fremgår nedenfor.

  • DNA-test.
  • Hofteledsdysplasi (HD) er en forandring i hofteleddet, hvor lårbenshovedet ikke passer ordentligt ind i hofteskålen.
  • Albueledsdysplasi (AD) røntgen til at vurdere om albueleddet er fri for knoglenydannelser / slidgigtforandringer.
  • Osteochondrose (OCD) Osteochondrose er en multifaktoriel lidelse, hvor der sker en forstyrrelse i bruskdannelse på ledfladen.
  • Øjenlysning. Ved en øjenlysning undersøges øjnene med henblik på at opdage symptomer på arvelige øjensygdomme.

Sundhed af vores hunde starter således allerede ved avlerne, da ovenstående tests alle kan medvirke til, at både han- og hunhund har de bedst mulige forudsætninger for at sikre, at hundens (eller de kommende hvalpes) livskvalitet ikke bliver påvirket i en negativ retning.

En generel god tommelfingerregel er ”forebyggelse frem for behandling”. En måde at forebygge eventuelle sygdomme er ved at vaccinere vores hunde. Dette er for at beskytte hunden bedst muligt, hvis den skulle udsættes for smitte med en af følgende virussygdomme: hundesygevirus, parvovirus, smitsom leverbetændelse, parainfluenza, leptospirose eller rabies.

Det samme gælder, når det kommer til flåter og lopper. Flåter kan være smitsomme med sygdommen Borrelia. Borreliabakterien overføres i Danmark især via skovflåten. Efter at en skovflåt med borrelia-bakterie i sin spytkirtel er hoppet på en hund, vil smitten blive overført i løbet af 12-48 timer. Derfor kan netop fokus på forebyggelse frem for behandling være nøglen til at sikre vores hundes velbefindende.

Al dette kan du få inspiration og input til her på siden. God læselyst, og såfremt du har nogle ønsker til emner der ikke er taget op, så kontakt endelig Voreshund, og der vil blive kigget på det.

Find også Vores Hund her:

Luk menu